Pleaser rollen

Har du svært ved at sige nej og sætte grænser? Føler du dig ofte presset til at gøre andre glade – på bekostning af dig selv?

Hvis du kan genkende dig selv i dette, er du måske en pleaser. Du er den person, som alle går til, når de har brug for hjælp – altid parat, altid klar til at træde til, og måske endda rigtig god til det. Men du oplever måske også, at du ofte siger ja, selvom du egentlig ikke har overskuddet, eller selvom du har egne planer, som du ender med at opgive.

Måske får du dårlig samvittighed og føler skyld, hvis du siger nej. Du vil ikke skuffe andre og frygter måske endda konflikter, så du siger ja – selv når det betyder, at du overskrider dine egne grænser. Og selvom du hjælper med et smil, kan du nogle gange føle dig drænet for energi, frustreret eller endda vred over, at andre udnytter din hjælpsomhed.

Hvis du læser dette, er det måske fordi du har indset, at din lyst til at gøre andre glade ofte går ud over dig selv. Men du behøver ikke blive ved med at leve på denne måde. Terapi kan være et trygt og støttende rum, hvor du får hjælp til at genopdage dig selv – dine behov, dine ønsker, og dine grænser.

Hvordan kan terapi hjælpe dig som pleaser?

Terapien bliver en kærlig rejse mod at finde tilbage til dig selv. Her får du muligheden for at udforske dine følelser, tanker og mønstre i et trygt rum. Du vil lære at mærke og anerkende dine egne behov, og du vil få redskaberne til at sætte sunde grænser – uden at føle skyld eller frygt for at skuffe andre.

Når du begynder at tage vare på dig selv, vil du opdage, at du faktisk kan være endnu mere til stede for dem omkring dig – på en ægte og autentisk måde. Dine relationer vil blive sundere og mere tilfredsstillende, når du står stærkt i dig selv.

Terapien handler om at finde balance, styrke din selvomsorg og opdage den autentiske selvkærlighed, der giver dig modet til at leve dit liv på dine egne præmisser. Det handler om at turde sige nej, når du mener nej, og om at sige ja til dig selv.

Jeg vil gerne hjælpe dig med at tage de første skridt på denne rejse. Sammen kan vi arbejde på at skabe en hverdag, hvor du føler dig mere energifyldt, glad og fri til at være den, du virkelig er.