Lavt selvværd
Lavt selvværd – hvad betyder det, og hvordan kan jeg hjælpe dig?
At have lavt selvværd betyder, at du ofte ser dig selv i et negativt lys og føler dig utilstrækkelig eller uden værdi. Måske har du oplevet, at dit lave selvværd gør, at dine grænser bliver overskredet igen og igen. Når vi ikke føler, at vi har værdi eller ret til at være her, kan det være svært at stå op for os selv og kræve at blive behandlet med respekt.
Hvordan viser lavt selvværd sig?
Lavt selvværd kan vise sig på mange måder, for eksempel:
Negativ selvopfattelse: Du har tendens til at fokusere på dine fejl og mangler og har svært ved at anerkende dine egne positive sider.
Selvkritik og indre kritiker: En indre stemme kritiserer dig konstant, dømmer dig hårdt, og ser kun dine fejl eller det, du føler, du mangler. Du føler dig ofte utilstrækkelig.
Lav selvtillid: Lavt selvværd går ofte hånd i hånd med lav selvtillid. Du mangler troen på dine egne evner og undgår måske at tage initiativ, fordi du frygter at fejle eller blive dømt af andre.
Bekymring om andres mening: Du er meget opmærksom på, hvad andre tænker om dig, og frygter at blive afvist, kritiseret eller ikke accepteret.
“Tankelæseren”: Du føler dig sikker på, at andre tænker negativt om dig, selvom du ikke ved, hvad de egentlig tænker.
Undgåelse af udfordringer: Frygten for nederlag kan få dig til at undgå nye oplevelser eller udfordringer, der kunne bringe dig glæde eller udvikling.
Vanskeligheder ved at modtage ros og anerkendelse: Du føler ubehag, når andre anerkender dig, og forsøger ofte at skifte fokus væk fra dig selv.
Kropsligt ubehag: Når du er i centrum, kan du blive meget selvbevidst – måske rødmer du, får hjertebanken, svedige håndflader, eller har svært ved at tale klart.
Hvordan kan jeg hjælpe dig?
Hvis du oplever lavt selvværd, er det muligt at ændre på. I terapien hos mig vil vi sammen udforske, hvordan dit lave selvværd er opstået, så du kan få en dybere forståelse af, hvad der ligger bag.
Du vil lære at identificere og udfordre de negative tanker, følelser og overbevisninger, du har om dig selv. Vi arbejder på at skabe en mere realistisk og positiv selvopfattelse, udvikle sundere coping-strategier og opbygge større selvomsorg og selvkærlighed.
Husk: Du har lige så meget værdi og ret til at være her som alle andre. Du er ikke forkert – du er værdifuld.